Neuroaffektiv Udviklingspsykologi på Rævebakkeskolen:
På Rævebakkeskolen, har vi et stort fokus på, også at udvikle børnenes sociale og følelsesmæssige kompetencer. Dette fokus kommer blandt andet til udtryk ved, at social læring er sat på skemaet, samt at der på skolen er nedsat et sociallæringsudvalg, på lige vilkår med fx matematik- og danskudvalg.
Social læring på Rævebakkeskolen er teoretisk forankret i den neuroaffektive udviklingspsykologi, og derfor er der er løbende personaler afsted på uddannelse inden for området.
Vi ved, at udviklingen af sociale og følelsesmæssige kompetencer sker i interaktionen med andre mennesker. Derfor arbejder vi altid i relationen og det glædesfyldte samspil, når vi på Rævebakkeskolen arbejder med social og følelsesmæssig udvikling, og den neuroaffektive tilgang bliver derfor også et gennemgående tema i måden, vi som personale er sammen med børnene på.
Hvordan vi skaber social og følelsesmæssig udvikling i praksis
De følelsesmæssige funktioner skal trænes på samme måde, som vi skal træne vores kognitive og motoriske funktioner. Vi kan ikke blot beskæftige os kognitivt med det fx ved at lave opgaver i en bog eller at tale om, hvordan det er at føle. Vi er nødt til at opleve og erfare det – vi er nødt til at være i en følelsesmæssig relation for at opnå følelsesmæssig udvikling.
Det kan sammenlignes med motorisk udvikling. Vi kan godt læse om og forstå principperne for at kunne cykle, men vi er nødt til helt konkret at øve os i at cykle og at holde balancen i virkeligheden for at lære det.
Samtidigt er vi nødt til at træne i elevernes nærmeste udviklingszone, ZNU. Dette sikrer vi os bl.a. ved, at vi anvender den neuroaffektive analyse (NNA). Denne er en vurderingsmetode, der kan måle og udrede børns følelsesmæssige kompetencer i et udviklingsperspektiv. Der er ligeledes løbende personaler afsted på uddannelse i den neuroaffektive analyse. Med viden fra bl.a. NAA, træner vi de basale følelsesmæssige funktioner, der for nogle børn ikke er udviklede, inden vi går videre med de mere avancerede (fx impulskontrol, behovsudsættelse). Til motorisk sammenligning starter vi heller ikke med at tilmelde vores barn et stort bjergcykelløb kort efter, de har lært at cykle på den trehjulede.
Hvis et barns følelsesmæssige udvikling ligger på et lavt niveau, vil barnet ikke profitere af samtaler, hvor man skal sætte ord på følelser og indgå i refleksioner om disse. Når den sproglige funktion ikke er så godt forbundet med følelserne, vil ord ikke være udviklende. I stedet arbejder vi oplevelsesorienteret med aktiviteter eller lege.