Personalet på Rævebakkeskolen har som grunduddannelse en lærerfaglig eller pædagogisk uddannelse. På skolen er der også ansat ergo- og fysioterapeuter samt talepædagog. Desuden er der ansat et vist antal pædagogmedhjælpere afhængig af elevsammensætningen.

Personalet har oven på grunduddannelse forskellige specialuddannelser. F.eks. neuro-affektiv udviklingspsykologi, diplomuddannelser i specialpædagogik og psykologi, seksualvejledning, læsevejledning. Vi har også personale der haruddannelse som PAS-konsulenter, er uddannet i pædagogisk massage samt mindfullness.

Personalet har en mangeårig ekspertise og besidder en stor viden inden for den vidtgående specialundervisning.

Arbejdet med den enkelte elev forgår i et tæt tværfagligt samarbejde. Pædagoger og lærere er organiseret i selvstyrende teams. Det er særdeles vigtigt med et godt og professionelt samarbejde, da elevgruppen ofte er udfordrende og kræver konstant refleksion og kreativitet, for at finde de bedst mulige løsninger for den enkelte elev. I de selvstyrende teams er der fokus på at udnytte faggruppernes styrker og kompetencer til gavn for den enkelte elev.

Der eksisterer en helt særlig atmosfære på skolen, hvor nøgleord som tryghed, nærvær, anerkendelse og glæde er grundlæggende værdier. Der er en dyb forankret kultur, som nye såvel voksne som elever bliver en del af. En kultur, hvor respekt og ordentlighed over for de fælles værdier ikke kun er tomme ord, men praktiseres og som gør, at det er en helt særlig arbejdsplads og skole!